søndag den 27. januar 2013

Husk fuglene!

Man skal huske at fodre fuglene her om vinteren. Det gør jeg også. Med skov som nærmeste nabo, er der en hel del fugle der besøger foderbrættet. Jeg er pt på tredje 15 kg sæk af solsikkefrø og anden kasse 100 stk mejsebolde. Og så har jeg ikke talt de "små"  poser frø der er købt i supermarkederne samt de friske kokosnødder.
Der sidder da også mindst 20 musvitter i træet og venter hver morgen. Kommer maden ikke, så sidder de på vinduernes sprosser og kigger ind - eller banker på. Spætterne spiser godt af boldene og skovspurvene spiser lidt af det hele.
Af andre gæster har vi bl.a. kernebiddere, kvækerfinker, blåmejser, solsorte, sjaggere, bogfinker, rødhals, gulspurv og grønirisk.

Med så mange småfugle, har vi naturligvis også en spurvehøg eller to, som pludselig dukker op og suser gennem luften som et missil. Er foderbrættet helt tomt, så ved man at høgen er i nærheden.

Men man skal jo også huske de helt store fugle, som jo har lidt svært med at finde mus og rotter, nu hvor der er sne. Så da gemalen kom hjem med en hare, som ingen alligevel vil spise, var det jo oplagt  at bruge den som foder, så den ikke gik til spilde. Så snupper musvåge, fjeldvåge eller blåkærhøgen heller ikke mine høns så længe. Og jo, de blev glade for det gratis måltid. Både fjeldvågen, en gammel og en ung musvåge har jeg set. En ravn kiggede også forbi. Kragerne har også sluttet midlertidig fred med musvågen og spiser sammen med ham.



"
Ud over man hjælper de store fugle, giver det også en helt fantastisk naturoplevelse at se de store fugle så tæt på.

Ideen kom af at gemalen i efteråret glemte en and udenfor. Det blev ikke hunden, men rovfuglene der opdagede den. I to dage havde jeg derfor underholdning af den spektakulære slags lige uden for stuevinduet. Især fjeldvågen var en flittig gæst.


2 kommentarer:

  1. Hej Pia Sikke skønne fugle oplevelser du kan fortælle om, syntes også jeg har en del fugle, men dit register kan jeg da slet ikke stikke, er nok en kende misundelig især på oplevelserne med de store rovfugle. Hilsen Helle

    SvarSlet
  2. Det er skønt de mange fugle. Vi bor lige op af skov, marker og en mose og har sågar besøg af traner med unger. Det gode ved fuglene er også, at de bekæmper insekter og andet utøj om sommeren. Så de kan bestemt betale sig at fodre og give dem redekasser. Jeg har lagt mærke til, at der kommer flere og flere fugle, så rygtet om foder må have bredt sig:-)

    SvarSlet