tirsdag den 15. januar 2013

Enlig svale gør ingen sommer

Nej, der er ikke kommet svaler endnu. Desværre.
En enkelt blomst gør heller ikke forår, men den den giver farve og duft midt i alt det hvide. Den enlige svale er såmen Nettos sidste (levende) hyacint, som jeg reddede i går.

I nat kom der endnu et drys hvidt fra oven og temperaturen røg ned på minus 6. Og alligevel spirer det - indendørs. Sammen med den store dreng såede jeg karse i weekenden. I dag vil jeg så nogle korianderfrø og se, om de kan lokkes til at gro indendørs.
Og når nu jeg alligevel har jord under neglene, så ryger der også et hvidløg i en potte. Det giver lækkert grønt til maden.

Sellerifrøene er sat i tørvebriketter. Smart opfindelse til at så i, ikke mindst når frøene skal bruge lys for at spire. Sjovt ser det også ud. Jeg har brugt et kasseret fad til briketterne, og det fik min store dreng til at tro, at jeg havde sat chokoladekage på spisebordet. Han spurgte heldigvis før han smagte...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar