søndag den 26. februar 2012

Krokus, vintergæk og erantis

Nu kan det ikke være længe før foråret er her. Radioen rapporterer om at lærken er hørt og i haven titter de første forårsbebudere op. Oveni er det et herligt solskinsvejr, omend noget koldt. Herligt.
Sjovt nok er det altid de gule krokus der kommer først, efterfulgt af de hvide og så de lilla til sidst.

lørdag den 25. februar 2012

Så er der brænde til næste vinter - og lys til haven

Det skal jo gøres, selvom jeg synes det er hårdt når det store bøgetræ i haven er fældet. Men det har lukket meget sol ude. Der røg også 4 selvsåede, store kirsebærtræer. Nu håber jeg så, at den del af haven når at tørre op i løbet af sommeren. De sidste par somre har det været et stort mudderhul hele sommeren, da der ikke har kunnet kommet lys nok ned.
Det gode ved brænde er, at det giver varmen flere gange. Både når det skal slæbes op, når det skal flækkes og når det kommer i brændeovnen.

mandag den 20. februar 2012

Forår forude

Endelig skete det! Jeg kan se at min græsplæne faktisk er grøn inden under alt det hvide. Det krævede både tøvejr og en hel del regn, men nu er der fine, bare, grønne pletter. Og så snakker vi ikke om at haven i øvrigt ligner en sø, og at det næsten er nødvendigt med en bro over gårdspladsen for at nå tørskoet hen til bilen.
Klipper i haven er flot, men ikke nødvendigvis praktisk, når de ligger lige under græsplænen og forhindrer vandet i at trække væk.
Endnu bedre end grønt græs er dog, at de fugle jeg hele vinteren har fodret, nu kvitterer med at kvidre, så snart det er sol.
Sol og plusgrader får det også til at krible lidt i fingrene efter at så. Men; jeg prøver at være standhaftig. Fik læst at Calus Dalby også venter med såning til marts. Det prøver jeg i år. Sidste år blev en del frø sået i februar og de blev netop noget ranglede/for ranglede.
Heldigvis skal chili jo sås nu, så lidt jord kan man da få under neglene.

De tulipanløg jeg fik sat i krukke indendør, er nu begyndt at kigge op. De tegner til at blive rigtig flotte, og jeg glæder mig til at få resten af løgene ud, når det bliver lidt lunere. Så må vi se om de kan nå at blomstre i år.

I dag blev der også suppleret med lidt ekstra frø fra Netto. Jeg har tidligere haft stor succes med deres marmelukærmer og kornblomsterne blomstrede også flot sidste år. Og så kan man jo bedre tillade sig at bruge lidt ekstra penge på lidt mere specielle frø. Der er dog en slags Netto-frø jeg har været uheldig med; persillefrø. Sidste år købte jeg kruspersille, men op af jorden kom glatbladet persille. I år har jeg købt kruspersille hos Blomsterverden.dk og håber, at der er mere held ved de frø. De fine servietter på billedet fandt jeg i øvrigt i Kvickly.

søndag den 12. februar 2012

Gad vide...

...hvornår det stopper med at sne? Der har sneet siden jeg stod op og nu er klokken snart 17. Denne gang er det sne af den tunge slags, for temperaturen er lige omkring 0. Og jeg er vist ikke den eneste der er træt af sne. Hønsene, som ellers helst ikke vil ud og have kolde tæer, har været ude og gå tur i dag. Sjovt ser det ud, når Hansen løber gennem en større drive, fordi han ser mig smide brød ud. Det gode ved forår er også, at så begynder mine høns at lægge æg igen. Men de lægger kun æg, når de mener det er kyllingetid. Så fra sidst på sommeren er æg-sæsonen slut og jeg må igen ty til supermarkedets øko-æg.




Når nu haven er helt dækket af sne, er det godt man kan have lidt forår inde. Opdagede i går, at mit vibeæg er sprunget ud. Og så er fuglene begyndt at synge en lille smule - dejligt.


søndag den 5. februar 2012

Sne er ikke så skidt endda.

Selvom sneen og kulden gør nogle ting lidt mere besværlige, er det dog godt for noget.

Hønsene bevæger sig ikke uden for staldens lune halm. De går højst hen til porten og kigger længselsfuld ud i det skønne, men frysende kolde, solskinsvejr. Det er musvågen rigtig ked af. Han plejer ellers at snuppe en hønesteg i ny og næ, og nu hvor det er koldt, og mus og rotter kan gemme sig under sneen, er han ekstra sulten. I dag har jeg så set ham (og duehøgen) gå efter alle de solsorte der sidder og spiser æbler under det gamle æbletræ.
Musvågen behøver nu heller ikke tage flere høns i år. Flokken har en passende størrelse nu, efter vi hele efteråret har bespist ham med fine høns fra sidste sommer. Så jeg håber, at de bliver i stalden noget tid endnu.

Solen valgte også at komme frem i dag, så det er bare at nyde de fantastiske, hvide landskaber.

fredag den 3. februar 2012

Hvor blev min have af?

Så kom sneen for alvor. Mindst 30 cm af det hvide drys har dækket jord og planter i løbet af natten. Ja selv kælken er næsten forsvundet.
Mine rhodondendron er helt begravet. Heldigvis nåede jeg at dække både dem og hortensiaerne med granris, inden det rigtig blev vinter. Krukke-hortensiaerne blev også i efteråret sat op på bænke, så de ikke fryser så meget om tæerne.
Men heldigvis er sneen jo også godt for noget. Den beskytter planterne mod den hårde frost.



Et vinterligt råd til krukkefolket: fjern det øverste lag sne, især hvis der er meget. Bliver det for lukket, får planterne ikke ilt nok og så dør de. Jeg mistede 4 krukke-hortensiaer på den konto for to år siden. Sidste vinter måtte jeg grave ca 1/2 m. ned igennem sneen for at mine hortensiaer kunne få lidt luft, men alle overlevede.

Fuglene synes også det er koldt. Der er livlig trafik på foderbrættet. Her til morgen er indtil videre spottet de sædvanlige blåmejser og musvitter, bogfinker, kvækerfinker, grøn irisk, en lille hidsig rødhals og solsort. Og mon ikke også spurvehøgen snart dukker op ...

Krydser fingre for at det var sneen for i år. Sidste vinter var det ikke kun kælken der var dækket, men gyngestativet!

onsdag den 1. februar 2012

Tasha Tudors have og forårsfornemmelser i snevejr

Nu er det ikke fordi 5,5 graders frost og snevejr lige er noget der giver forårsfornemmelser. Men det hjælper, når et par flinke webbutikker har været hurtige til at sende den bog og de blomsterfrø man bestilte i weekenden.
Bogen er "Tasha Tudors have" og efter blot et par siders læsning er jeg solgt.



Billederne af hendes skønne have får en til at længes efter at få plantet de frø, der også kom med posten i dag. Det tog godt nok lidt tid at få identificeret de sidste poser, da de har fine engelske navne - men det lykkedes til sidst. Mandstro-frøene er allerede lagt i køleskabet, da de skulle være kuldekimere. Forhåbentlig virker tricket. Det virker ihvertfald med persillefrø.



Og så kunne jeg ikke stå for et par små potter med forårsblomster, bl.a. vibeæg. De skal ud i haven, når vejret engang bliver til det. Indtil videre skal de pynte på bordet, når der skal holdes 7 års fødselsdag for familien på lørdag.