onsdag den 10. juli 2013

Sikken en himmel

Det var vist i sidste øjeblik at høet blev pakket ind. Ihvertfald hvis den mørke himmel holder hvad den lover! 
Rart at det er gjort for i år. Endda helt uden at høet fik vand. 

I år skulle det også være pakket ordentligt ind. Mindst 10 lag plast af det gode.
Sidste år var vi uheldige med valg af maskinstation og fik rigtig dårlig indpakket wrap. 

Mon ikke også hestene sætter pris på, at vi har fundet en bedre maskinstation i år? 


torsdag den 4. juli 2013

Ny hønsetrend

Mine høns er med på noderne. 

Flotte mønstre og fine røde kamme har de. 
Nu har de så også taget en ny trend til sig. De får færre børn! Man kan måske endda også kalde dem curling-forældre. 

Det nye er, at det der med store børneflokke på 15-20 stk er yt. Jo, der er nok 30 æg i reden, men enten opgiver de reden eller også hopper de af, så snart første kylling er ude af ægget.
Så af mine 10 høns har kun 2 indtil videre præsteret at få kyllinger - eller skal vi bare sige kylling. For de har kun en hver. 
De bliver så til gengæld også passet og plejet efter alle kunstens regler. Hunden skal også lige passe på, at hun ikke kommer for tæt på.

tirsdag den 2. juli 2013

252 + 37

Tallene er årsagen til at dette indlæg ikke har et billede. 
Det ville simpelthen være for ulækkert. Moralsk forkert måske ligefrem. 

Der er tale om mord. Overlagt massemord. Ikke planlagt, det var en en pludselig opstået situation, der nødvendiggjorde det. Det blev udført med stor præcision og med skarpe våben.

Lidt regn og så var de der. Bedst som man troede, at de havde fået en syge eller bare en effektiv fjende. 

Tallene dækker over det antal dræbersnegle, som jeg og gemalen har gjort kål på her til aften. 
Efter ikke at have set mere end en enkelt snegl i år - så er vi pludselig invaderet. Igen. 
Slut med salat for i år, for jeg har ikke sneglehegn. Og tanken om at de kan have kravlet på salaten efter først at have besøgt efterladenskaber fra høns og hund.... Adr siger jeg bare. 

Invasive arter, nej tak! 

lørdag den 29. juni 2013

Livet på landet

Er også et liv med edderkopper. 

Som f.eks. den her, som har valgt at bo i min brusekabine. 

Nu lider jeg på ingen måde af araknofobi og så længe den holder sig i sit hjørne af kabinen, deler jeg gerne pladsen - indtil jeg kommer forbi med støvsugeren næste gang. 


Meeen....jeg kan ikke sige mig fri for en gang gåsehud, når jeg står som naturen har skabt mig, og lige som jeg skal til at træde ind i brusekabinen, opdager en af de store stald-edderkopper. Som regel af den størrelse, hvor de er for store til at blive spulet ned i risten med en vandspare-bruser. Så er det at der må hentes et glas og et stykke papir og indfanges edderkop - som smides ud af vinduet (edderkoppen, ikke glasset). 

Jeg har engang hørt, at et hus med mange edderkopper er et sundt hus, fordi der er små sprækker, så huset kan ånde. Vores hus må være meget sundt....

Vi har edderkopper i alle afskygninger. Især de langbenede. Af og til også en lille "hurtigløber", dem med korte ben. 
Korsedderkopperne dekorerer vinduerne udenfor. 
I krukkerne findes også nogle fine, små, zebra-stribede edderkopper. I stalden huserer de helt store. Dem, som man kan høre lande, når de falder ned fra loftet. 
Om vinteren nyder de gennemsigtige edderkopper at pynte vores hus med spind. 

Nogle gange får de lov til at sidde. De hjælper trods alt med at tage nogle af de irriterende fluer som indfinder sig, når naboens køer kommer på fold. 
Men edderkopper skal også af med noget engang i mellem. Så nej, pletterne i vinduerne er ikke kun fluernes efterladenskaber!!! 

Og nu vil jeg finde min kost og fjerne spind i havestuen, hvor de små husdyr har været ekstra flittige... 




fredag den 28. juni 2013

Wauw-faktor




Det må roser vist siges at have. 

Mine første var i år ikke så wauw. De var delvist spist af larver. Men nu har roserne endelig overhalet larvernes gnaven, og så er disse skønheder dukket op. Rosen er en Coral Dawn. 



New Dawn, plantet sidste år, kan også være med, selvom vi ikke har fået bundet den op endnu. 



Lidt mere undseelig er hjulkronen, som ikke desto mindre er smuk. Disse er selvsåede planter fra bedet. Har man haft hjulkrone en gang...
Planen er, at de skal plantes ud på skråningen bag havestuen, hvor de gerne må brede sig meget. Den består nemlig primært af brændenælder og skræpper. 

 


tirsdag den 25. juni 2013

Det var her

...lige her, at jeg opdagede dem. 
Små og sorte, med glubende appetit. Tjenere drønede rundt og sørgede for at de intet manglede. 

Min stangbønne var ellers begyndt at vise sig fra sin velvillige side og skød blade og lange stængler ud med rekordfart. 

De små sorte er selvfølgelig bladlus. Ikke at forveksle med de gule med sort mønster, som huserer i drivhuset. Næh, kulsorte. Måske derfor de flittige, sorte myrer er så glade for dem. Planten har fået en omgange sæbevand, men de er lidt standhaftige, de lus. 
Til min rædsel opdagede jeg også sorte lus i min rosmarin! Den er plantet i krukke sammen med citrontimian, oregano og citronmelisse. Ingen af de andre har (ser det ud til) lus. Sæbevand igen...

Og hvad finder jeg så på den nyindkøbte citronverbena, som hyggede i vindueskarmen i havestuen? Nemlig. Små gule lus. Flere blade blev klippet af og planten blev skyllet grundigt. Nu håber jeg så ikke, at de små bæster har nået at brede sig til pelargonierne i havestuen. Basilikummen ved siden af verbenaen røg ud med det samme. 

Gad vide om det er "utøjs-år" i år? Mine roser har også været ramt af larver der spiser blade og knopper - og er det stadig.
Eller måske det er dårligt mariehøns-år? Dem kunne jeg ellers godt bruge en flok af. Der er lus nok til et festmåltid - bare ingen mariehøns. 

søndag den 23. juni 2013

Miss Bikini

Nej, det er ikke navnet på en ny blomst i haven. 
Det er såmen min skønne niece Fannie, aka Zienna Eve Sonne, der i går blev DKs Miss Bikini, som senere på året skal repræsentere os i Kina! Jeg er så stolt af hende!