Det vrimler med grøntsager i samme drivhus. Peberen er super produktiv, chilierne er fyldt med frugter, som bare venter på farve, tomaterne bliver røde og laver en masse sideskud og der er en ny agurk til hver dags salatskål.
Som overskriften antyder, har jeg fået et par små hjælpere i drivhuset. De er meget små, fint røde med sorte prikker og så har de en glubende appetit på bladlus.
Jeg har døjet noget med bladlus på peber og chilier. Der er afprøvet sæbevand, fjernelse af de værst ramte blade og kolde afspulinger. Det sidste virkede bedst, men skulle gentages ihvertfald hver anden dag.
Så lykkedes det mig at fange to mariehøns og sætte dem ind i drivhuset. Jeg har ikke set en bladlus siden! Det er bare de bedste små venner.
Desværre er de lidt kamerasky, så dagens billede er en smuk valmue.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar