lørdag den 29. juni 2013

Livet på landet

Er også et liv med edderkopper. 

Som f.eks. den her, som har valgt at bo i min brusekabine. 

Nu lider jeg på ingen måde af araknofobi og så længe den holder sig i sit hjørne af kabinen, deler jeg gerne pladsen - indtil jeg kommer forbi med støvsugeren næste gang. 


Meeen....jeg kan ikke sige mig fri for en gang gåsehud, når jeg står som naturen har skabt mig, og lige som jeg skal til at træde ind i brusekabinen, opdager en af de store stald-edderkopper. Som regel af den størrelse, hvor de er for store til at blive spulet ned i risten med en vandspare-bruser. Så er det at der må hentes et glas og et stykke papir og indfanges edderkop - som smides ud af vinduet (edderkoppen, ikke glasset). 

Jeg har engang hørt, at et hus med mange edderkopper er et sundt hus, fordi der er små sprækker, så huset kan ånde. Vores hus må være meget sundt....

Vi har edderkopper i alle afskygninger. Især de langbenede. Af og til også en lille "hurtigløber", dem med korte ben. 
Korsedderkopperne dekorerer vinduerne udenfor. 
I krukkerne findes også nogle fine, små, zebra-stribede edderkopper. I stalden huserer de helt store. Dem, som man kan høre lande, når de falder ned fra loftet. 
Om vinteren nyder de gennemsigtige edderkopper at pynte vores hus med spind. 

Nogle gange får de lov til at sidde. De hjælper trods alt med at tage nogle af de irriterende fluer som indfinder sig, når naboens køer kommer på fold. 
Men edderkopper skal også af med noget engang i mellem. Så nej, pletterne i vinduerne er ikke kun fluernes efterladenskaber!!! 

Og nu vil jeg finde min kost og fjerne spind i havestuen, hvor de små husdyr har været ekstra flittige... 




fredag den 28. juni 2013

Wauw-faktor




Det må roser vist siges at have. 

Mine første var i år ikke så wauw. De var delvist spist af larver. Men nu har roserne endelig overhalet larvernes gnaven, og så er disse skønheder dukket op. Rosen er en Coral Dawn. 



New Dawn, plantet sidste år, kan også være med, selvom vi ikke har fået bundet den op endnu. 



Lidt mere undseelig er hjulkronen, som ikke desto mindre er smuk. Disse er selvsåede planter fra bedet. Har man haft hjulkrone en gang...
Planen er, at de skal plantes ud på skråningen bag havestuen, hvor de gerne må brede sig meget. Den består nemlig primært af brændenælder og skræpper. 

 


tirsdag den 25. juni 2013

Det var her

...lige her, at jeg opdagede dem. 
Små og sorte, med glubende appetit. Tjenere drønede rundt og sørgede for at de intet manglede. 

Min stangbønne var ellers begyndt at vise sig fra sin velvillige side og skød blade og lange stængler ud med rekordfart. 

De små sorte er selvfølgelig bladlus. Ikke at forveksle med de gule med sort mønster, som huserer i drivhuset. Næh, kulsorte. Måske derfor de flittige, sorte myrer er så glade for dem. Planten har fået en omgange sæbevand, men de er lidt standhaftige, de lus. 
Til min rædsel opdagede jeg også sorte lus i min rosmarin! Den er plantet i krukke sammen med citrontimian, oregano og citronmelisse. Ingen af de andre har (ser det ud til) lus. Sæbevand igen...

Og hvad finder jeg så på den nyindkøbte citronverbena, som hyggede i vindueskarmen i havestuen? Nemlig. Små gule lus. Flere blade blev klippet af og planten blev skyllet grundigt. Nu håber jeg så ikke, at de små bæster har nået at brede sig til pelargonierne i havestuen. Basilikummen ved siden af verbenaen røg ud med det samme. 

Gad vide om det er "utøjs-år" i år? Mine roser har også været ramt af larver der spiser blade og knopper - og er det stadig.
Eller måske det er dårligt mariehøns-år? Dem kunne jeg ellers godt bruge en flok af. Der er lus nok til et festmåltid - bare ingen mariehøns. 

søndag den 23. juni 2013

Miss Bikini

Nej, det er ikke navnet på en ny blomst i haven. 
Det er såmen min skønne niece Fannie, aka Zienna Eve Sonne, der i går blev DKs Miss Bikini, som senere på året skal repræsentere os i Kina! Jeg er så stolt af hende! 

Vilde roser

Vores have har efterhånden roser jævnt over det hele. Nogle med navn, nogle vildskud, og så de helt vilde. 

De vilde er utrolig smukke og meget vokse-villige. Når man så har et par mindre pæne kroge hist og pist, er de vilde roser velkomne. Med naboens køer i baggrunden, er det ren idyl. 


Tæt på er de også smukke. 

Camouflage. 

Jeg har en minihæk af de smukkeste hvide bunddæk-roser. De var her, da vi købte huset. 

Desværre var jeg af den overbevisning, at de skulle klippes ned. Det gik fint nogle år, indtil jeg kom for langt ned, og den ene roser skød med vilde skud fra den plante, som de små så var podet på. Lesson learnt! Nu bliver de kun studset for døde grene.... Men faktisk er den jo meget pæn, den oprindelige, selv om den bliver kæmpe stor. Så den får lov til at blive. 


En lidt speciel rose stod her også, da vi overtog huset. Med rødlige blade og lyserøde, enkelte blomster, er den ret speciel. Med den passer fint, hvor den står. Jeg studser den aldrig, den vokser bare på sådan en lidt træagtig måde. 


Det er nu en skøn årstid, hvor roserne står i fuldt flor. 





torsdag den 20. juni 2013

Sommerregn og sol

Er lig med regnbuer. Denne var fuld, men den anden del ud over mosen var for utydelig til at kameraet kunne fange den.
Smukt er det, hen over havens vildnis. 

Dagens høst

Til salatskålen. Og så selvfølgelig en portion salat, spinat og rødbedeblade fra højbedene. Agurkerne har stadig myrer boende. Gær og sirup mindskede mængden, men de er der stadig. Bladlusene mener desværre også stadig de vil bo i drivhuset, så peberplanterne får en spuler hver anden eller tredje dag. Det har holdt dem nede ind til videre. Oliver har fået til opgave at finde mariehøns, som kan spise bladlusene, men de gemmer sig godt. 

Jeg må også erkende, at højbede skal have godt med gødning efter år et, eller en god portion kompost i bunden. Det gror ikke så godt i de bede der ikke fik andet end en lille portion hestemøg her i foråret. Men det gør det i de nye bede, hvor der er kompost i bunden! 




onsdag den 19. juni 2013

Den er så smuk


Rosen her "boede" allerede i bedet, da vi flyttede ind i 2001. I starten klippede vi den ned hvert år. Men efter ikke at have gjort det i nogle år kan jeg se, at den kun bliver smukkere og mere blomsterrig år for år. Desværre holder blomsterne kun meget kort, til gengæld remonterer den. 

Humlebierne og alle mulige andre bier elsker den. Den dufter også helt fantastisk. Kender desværre ikke navnet på skønheden. 


En anden skønhed, er stedmoderblomsterne. I år har jeg fået fat på nogle fantastiske farver - og de blomstrer nu frodigt på anden måned - hvis de da egentlig ikke er på tredje måned. 





mandag den 17. juni 2013

Undervurdér aldrig en krydderurt

Jeg vidste det jo godt; plant den i en spand. Men den lille, nuttede plante virkede så harmløs i sin lille urtepotte. Så jeg ignorerede mit bedrevidende jeg, og plantede den lille løvstikke i højbedet - uden en spand. 
Sidste år var jeg lidt bekymret for om den havde overlevet vinteren. Det havde den, og den blev lidt stor, men ikke for stor.  
I år går den så efter verdensherredømmet  i højbedet. 
Tror nok jeg nu har lært, at krydderurter bliver store og breder sig, hvis man ikke begrænser deres udfoldelsesmuligheder....


onsdag den 5. juni 2013

Mosekonen brygger

Så mon ikke vi får en varm dag i dag? 

søndag den 2. juni 2013

Vi venter


På nyt bed. Det skulle blive grønne akelejer. New Dawn rosen venter også sammen med storkenæb og en bunke frø og løg. 
Så da regnen stoppede i går og tvillingerne sov, greb jeg spaden. Ca. Halvdelen af græsset fik jeg gravet væk, til stor fornøjelse for hønsene. Nu afventer så anden halvdel, omplacering af påskeliljerne og noget ekstra jord, så jeg ikke får en sø i stedet for et bed. 



Nyder regnen i drivhuset

Det vil sige, det regner ikke i drivhuset (kun lidt gennem den knækkede rude). Men udenfor modsiger vejret TV2s vejrudsigt, som sagde 0 mm i dag - det har nu regnet i over en time, startende med en gang styrtregn. 

I sådan et vejr bliver man ekstra glad for sit drivhus. For hold op, hvor er det hyggeligt at nusse lidt om planterne, mens regnen trommer på taget af drivhuset. Så kan jeg ærgre mig over, at jeg ikke får lavet det andet planlagte havearbejde en anden gang.

Desværre har drivhuset fået flere beboere. Myrerne er jo flyttet ind hos agurkerne, men de ser nu ud til at det er ok. 

I går opdagede jeg så, at der var bladlus på min peberplante. De inficerede blade blev straks fjernet, og hele drivhuset er nu under skærpet overvågning. 

På den positive side, så er både tomater, agurker og peber begyndt at vise sig. Korianderen er der også blevet spist af.