mandag den 11. marts 2013

6,1 graders frost her til morgen og et gødningstip

Så er man jo glad for, at man ikke i forårseufeuri forleden fjernede vinterdækket fra hortensiaerne. I det mindste er vinden stilnet fra 15 m/sek til en 5-6 stykker. Men koldt er det. I går kunne jeg komme helt hen og røre en solsortehun, som sad og trykkede sig på terrassen. Jeg troede hun var syg, men hun har nok bare frosset, for hun skyndte sig væk, da jeg rørte hende. Godt jeg fandt hende før kattene gjorde. På den anden side, de gider slet ikke gå ud, når det er så koldt.
Mine chilispirer, selleri og spidskål står i stuevinduet og længes efter varmere tider. Og sørme om mine æblegrønne akelejer så småt er ved at spire. Nu ville det så være rart med lidt lunt og tørt vejr, så jeg kunne få gjort klar til deres bed.

Når nu jorden tør lidt, vil jeg prøve et fif, jeg fik forleden; aske som gødning. Et tyndt lag skulle især være godt til roser. Med et pillefyr der jo skal tømmes engang i mellem, har jeg jo det fineste, rene aske helt gratis, så det skal prøves.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar