søndag den 24. februar 2013

I have a dream.....

....sagde Martin Luther King d. 28. august 1963. Jeg har også en drøm, der dog er noget mindre idealistisk end Luther Kings. Den vil nok heller ikke forandre verden som hans drøm gjorde. Men den vil gøre min verden lidt kønnere.

Min drøm er et stort, engelsk staudebed, hvor jeg kan plukke en buket blomster, uden at føle jeg ribber hele bedet. Som blomstrer vildt og flot.

Her er så starten. Færdige planter er ikke for min pung, men måske det kan lykkes med frø, minidrivhuse, små potter og en masse timer. Jeg har i forvejen den flotteste mørkelilla akeleje i haven, som jeg har opdaget nemt kan formeres. Så jeg glæder mig til den grønne version her.

Heldigvis har jeg lært hvordan nyspirede akelejer ser ud. Det tog nu også nogle år. De første år vi boede her, fjernede jeg meget ukrudt i rosenbedet. Især var der nogle mærkelige planter, som især var centreret under den gamle rose. De blev rykket væk med hård hånd - indtil jeg et år ikke nåede at fjerne ukrudt, og der pludselig var de smukkeste, lilla akelejer i bedet. Godt at de var så hårdføre, at min ukrudtsindsats ikke tog livet helt af dem....

1 kommentar:

  1. Ja kender man sine frølinger ,og ikke er alt for hurtig kan man redde sig mange skønne planter, fugle m.m er gode levenadører.Så godt du lærte det.. dejlig med drømme , dem kan vi ikke være foruden..
    Hilsen helle

    SvarSlet