Sneen daler stadig nok så fint. Store, tunge fnug. Dejligt med mere lys end der har været på de mange gråvejrsdage i denne vinter.
Desværre er det tøsne og jorden under det hvide lag er godt våd og mudret. Håber at min havehortensia, som jeg fik i mors dags gave sidste forår, overlever at stå med tæerne i vand det meste af både sommer og vinter. Med klippe lige under græsplænen, bliver det meste vand liggende, så vores græsplæne har længe være mere soppebasin end græsplæne.
Det samme kunne siges om køkkenhaven. Det endte da også med, at de fleste af vores rigtig mange kartofler enten rådnede op i jorden (det lugter ikke godt at grave op!) eller blev dårlige meget kort tid efter de var gravet op. Hønsene endte også med at grave ca. 1/3 op, men så blev de da mætte.
Løg har jeg heller ikke flere af. De led også under det meget vand og rigtig mange blev hurtig dårlige efter de var taget op.
Derfor er planen nu, at der skal være flere højbede i køkkenhaven til sommer. Forhåbentlig kan jeg så undgå at alle grøntsager drukner.
Her er udsigten fra havestuen - en skovhave klædt i vintertøj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar