lørdag den 15. august 2015

Klargøring til koldere tider

Der er nu noget specielt ved sensommersysler som at gøre klar til koldere årstider. Syltning af rødbeder og hente brænde ind fra marken. Hestene har fået liv til at hygge sig med de fældede kirsebærtræer siden sidste år, og nu er træerne så skåret i passende bidder. De ligger nu klar til flækning i stalden. Forhåbentlig bliver det lidt lettere, når hestene nu har spist barken. Den plejer nemlig at være meget sej at flække.

Efter at have prøvet mig frem og fået tip fra gamle husmødre er jeg nået frem til nogle gode, spicy rødbeder, som liver en kedelig vinterdag op: 

Rødbeder
1 kg rødbeder koges i 30-60 min. Derefter overhældes de med koldt vand (lad vandet løbe et stykke tid).
Flå rødbederne, skær dem i skiver og kom dem på skoldede, atamon-skyllede glas.

Lage til et kg rødbeder
3/4 l eddike 
350 - 500 g sukker
Nogle hele nelliker
Nogle hele peberkorn

Giv lagen et opkog. Put 1 tsk. Atamon i og hæld lagen over rødbederne i glassene. 
Put en skive eller to frisk ingefær i glassene og luk så lågene med det samme. Efter nogle uger, gerne længere, er rødbederne klar til brug. 




torsdag den 30. juli 2015

Sommer

Sommeren er ikke noget at råbe hurra for i år. Heldigvis er der alligevel gode stunder, hvor man kan nyde solen og sommerliv med kiks og juice og skøn strandudsigt.


søndag den 23. februar 2014

Forår, traner og gæs

Længe siden jeg har nået en tur om blog-verdenen. Vi har været ramt af hvad min læge kalder "vuggestuepest". To små børn, der er syge næsten hele tiden, en stor der også har været ramt af to gange omgangssyge og vi voksne også pænt modtagelige oven i job... Jeg glæder mig mere end nogensinde til forår! Det ønske ser ud til at blive opfyldt tidligt i år. 

Med Ole Henriksens ord: "I love it"

Tranerne er også kommet tidligt i år. De trompeterer lystigt morgen, middag, aften, nat og igen meget tidlig morgen - og når de i bedste jetjagerstil flyver lavt hen over huset. 

Bedst som jeg syntes at gæssene var trukket mod bedre vintermarker, er de her også igen. De prøver at overdøve tranerne nede i mosen, men det lykkes ikke helt. 

I haven er vintergækker, erantis og krokus sprunget ud. Mange andre planter er godt på vej. Desværre også brændenælder og andet ukrudt. Må vist om Netto og købe flere storkenæb på tilbud. De plejer at kunne kvæle det meste. 

fredag den 25. oktober 2013

Smuk er han jo


Hvis bare det ikke var fordi han lurede på mine høns.... 

Fjeldvågen på udkig efter et måltid i min baghave. 


fredag den 18. oktober 2013

Brrrrr

- 0,3 grader siger temperaturmåleren her til morgen. Der er is på bilernes ruder og rimfrost på græsset. 
Heldigvis er vinden løjet af, så huset er stadig lunt af brændeovnsvarmen fra i går. Pillefyret får lov at holde sommerferie lidt endnu. 


mandag den 14. oktober 2013

DIY i efterårsfarver

Do It Yourself - gør det selv. 

Hvor er det egentlig nemt med få midler at efterårspynte lidt. Og ungerne kan nemt være med - hvis de altså gider...  

En nem måde at bruge naturens egne farver på, er at lave en bladkrans. Et stykke tykt ståltråd der passer til den størrelse krans du vil lave og så en masse flotte blade. Bøj den ene ende af ståltrådsnet i et øje, så bladene ikke falder af, når du fylder på. 
Så er det bare at gå i gang! 

Mit næsten færdige resultat: 

Begyndelsen: 

Nogle af de flotte blade: 


Hvis man har gamle æbletræer i haven, så er ungerne sikker med på en lille konkurrence om at finde det største. Her vandt Oliver med et æble på 430 gram! 

Et sidste DIY
Små tavler er jo geniale til pynt og beskeder. Jeg havde en rest tavlemaling tilovers fra projekt tavleskabslåge, en handy mand med et stiksav og en trækplade. 

 
Og så tager det jo ikke lang tid at lave et par fine tavler. 


søndag den 13. oktober 2013

Hovedet ovenvande og skønne farver

Så ramte virkeligheden. Startede i september på job efter et års barsel. Ved ikke helt hvor dagene er blevet af, men nu er det ihvertfald blevet efterår. Heldigvis er morgener og eftermiddage endnu ikke så sorte, at man ikke kan nyde de smukke farver. 


Nu er der så dømt efterårsferie. Og det min læge kalder "vuggestuepest". Forkølelse til hele familien. Igen. 

Det skal nu ikke forhindre mig i at nyde lidt af denne fantastiske årstid med de smukke farver. 

Startende med det skønne syn det er, at hestene endelig kan komme ud på den store fold og dermed ses fra havestue og mellemgang. Jeg glæder mig til vi engang får terrassedør i den store stue. Så bliver det også dette syn derfra om efteråret. 

Der er kun få pærer på træerne i år. Dem er der nogen der er glade for... Her mor og søn. 


Og så selvfølgelig lidt smukke farver fra en meget våd efterårsmorgen.